Vores egen lille designer

onathan fandt nogle gardiner jeg ville smide ud. Men som nogle af jer ved kan ALT bruges hvis man spørger Jonathan, man må da ikke smide noget ud. Gad vide hvem han har arvet det fra?!?! Her er et lille hint: Jeg er gift med en af slagsen.

Jonathan vidste med det samme hvad han kunne bruge gardinerne til. Han ledte efter nål og

 tråd (jeg har lært efterhånden at det kan betale sig at have begge dele i en skuffe i stuen så Jonathan nemt kan komme til det når han skal kreere noget af stof) og spurgte så hvor jeg gemte knapper. Han fandt en knap han mente kunne bruges. Og så ellers i gang:

Efter en times klippe og sy arbejde fik vi resultatet at se:

 Til jer det ikke lige ved det (det vil sige sådanne nogle som mig), så fortalte Jonathan at det selvfølgelig var en Elver-kappe. Og viste os hvordan de så ud når de var usynlige. Så her kommer den usynlige Jonathan Elv: 

Er foråret på vej?

Det er lige før jeg tror det. Den første erantis har vist sig i haven.

Mine drenge har i hvert fald leget frivilligt udenfor op til flere timer de sidste par dage. De hiver alt muligt frem fra skuret og kan ikke helt forstå at vi ikke skal have gjort trampolinen forårsklar og have havemøblerne sat op og hængt hængekøjen op.

Hvor jeg glæder mig sammen med dem at det faktisk virker som om foråret er på vej.

Find din indre forfatter

Siden i tirdags har vores stuebord lignet ... ja et meget kreativt værksted, hvor der produceres masser af bøger.

Mine drenge sidder der op til flere timer hver dag og skriver og tegner og producerer bøger om rumvæsner, krig og fantasi fugle. Der er store bøger, mellemstore og helt små bøger som kun er 1x2cm store.

Hvor jeg bare elsker at se dem gå højt op i det de laver.

Med mor i skole eller modsat

Det er ikke kun fordele at gå i skole på samme sted som ens mor er lærer. Det må mine drenge sande en gang i mellem.

Jeg underviser en pige i Jonathans klasse i de ti første tal. Tre gange om ugen kommer hun ud af klassen og får 20 min intensiv træning/leg i tallene. Vi leger indlæring ind. Vi løber 8-tals galop og vi tegner tal plakater. I mandags kom pigen ind i klassen igen med en stor bog om 7-tals fuglen som vi havde tegnet og fortalt. Fuglens næb og ben var 7 taller. Pigen viste stolt bogen frem i klassen og Jonathan blev ked af det. Læreren opdagede det og han fortalte hende at han nu var bange for at jeg kun elskede pigen og ikke ham fordi jeg jo ikke havde lavet sådan en bog til ham.

Jeg så gennem vinduet at han var ked af det og havde muligheden for lige at give ham en ordenlig krammer og spørge ind til hvad han var ked af. Og lovede ham at vi to i hvertfald skulle lave en endnu større og flottere bog når vi kom hjem fra skole den dag. Selv om jeg vidste at jeg slet ikke rigtig havde tid hvis jeg ikke valgte at give mig tid til det.

ØV ØV ØV

Så var den der igen. Bare et par timer efter at jeg havde skrevet mit indlæg om den forbistrede kat dukkede den op igen udenfor vores dør og mjavede som aldrig før. Jeg fik en vanvittig stor lyst til at slæbe den hen til naboens dræber hund og spørge om den ikke var sulten.

Man kan vist ikke kalde mig katte-elsker

Jeg tror den har sceneskræk

Da jeg i sin tid skrev et indlæg om vores nye skoreol - som i øvrigt virker efter hensigten, sagde jeg at jeg ville skrive lidt om "vores" kat som man på billede kunne se udenfor døren. Jeg har nu ventet i over en uge på at tage et billede af den forbistrede kat, men uden held - heldigvis. 

Jeg har ikke set katten siden det billede blev taget, hvilket på en eller anden måde overflødiggør dette indlæg på min blog, men lad gå, det bliver dagens tema alligevel.

Da vi kom hjem (den 23. dec) for at holde juleaften mødte vi en meget sulten kat udenfor vores hoveddør. Barmhjertigheden løb af med os og vi gav den noget godt at spise. Det skal man ALDRIG gøre, og det har vi måtte lære på den hårde måde. Katten sad i 2 måneder udenfor vores hoveddør. Vi kunne hverken komme ind eller ud af døren uden, at den møvede sig ind imellem vores fødder, prøvede at komme ind eller løb fra en person til en andet i håbet om, at vi endnu engang ville vise den barmhjertighed igen. Men efter over en måneds manglende barmhjertighed har den enten opgivet at få noget eller også har den lidt samme skæbne som de fleste katte her i nabolaget gør: De bliver dræbt at enten en bil/lastbil eller genboens jagthund.

Eller også har den bare sceneskræk og kommer igen i morgen, nu jeg har skrevet om den.

Fastelavn er mit navn...

Så kom dagen endelig.

Drengene havde mange og store planer for deres udklædning. Nye ideer hver dag og altid efterfulgt med: "Mor kan du så ikke bare lige sy...." Men mor her havde besluttet sig til ikke bare lige at sy. Hun havde besluttet sig for slet ikke at sy noget som helst. Hun havde besluttet sig for at være en rigtig doven fastelavns-mor i år. Og alle disse mange forskellige ideer til hvad 

mine drenge havde lyst til at være til skolens fastelavnsfest, gjorde mig bare mere overbevist om at jeg havde taget den rigtige beslutning, når jeg havde valgt ikke at ville sy i år. 

Torsdagmorgen inden vi skulle i skole havde drengene besluttet sig: 

Jonathan ville være en sur gammel dame med kagerulle, noget han havde snakket om flere gange ind imellem at være at være ninja og sørøver og andre mere eller mindre spændende ting. 

Samuel ville være en nørd.

Jeg lovede dem at køre forbi en genbrugsbutik sammen med dem på vej hjem fra skole så vi kunne finde nogle der matchede deres ønske om udklædning.  De fik 100 kr i alt til at bruge på tøjet og styrede ellers gemytterne selv. 

Jonathans tøj blev først valgt: En bedstemor natkjole, et strikket sjal, en tørklæde til hovedet, en par højhælede bedstemor sko størrelse 35 og et par bedstemor briller.

Samuel fandt et par grimme bukser samt to par nørdebriller. Skjorten og seler og sko havde vi derhjemme. Han ville låne Jonathans skjorte og mine grønne sko.

Vi var alle temmelig veltilfredse med resultatet. Jeg er imponeret over drengenes kreativitet og opfindsomhed. Det eneste jeg stort set gjorde var at finde stof frem til Jonathans "undertrøje" som skulle holde på maven, numsen og brysterne som de havde besluttet skulle være store med skulle hænge - helst lidt neden uden taljen.

Følge processen i denne billedeserie:

Jonathan iført "undertrøjen" og nylonstrømer i bedstemor farve samt lår i skoene, for det har en sur gammel bedstemor mente de.

Næsten færdig, kun tilbehøret mangler

Nu med kagerulle og taske med strikketøj og krydsogtværs, for det mente Jonathan at en gammel bedstemor måtte have i sin taske.

Så er de klar til skolens fastelavnsfest. Ingen af dem vandt den officielle konkurrence, men begge blev klassens midtpunkt. Samuels klasselærer kårede Samuel som bedste udklædning hun sagde sågar at han spillede rollen som åndsfraværende nørd utrolig godt. (Og så er det at jeg tænker...spillede???? hmmm...nej pjat.)

Fri som fuglen

Jeg var i Hirtshald denne weekend - dejligt som altid.

Lørdag var drengene sammen med Nystrøm familien på Hurlumhejhuset i Hjørring for at lege.

 Leif var jo i Kærby og drengehyggede med sin ven Thomas. Så det var bare mig, og det er bare dejligt af og til bare at være alene. 

Intet ansvar, ingen at tage hensyn til og ingen forpligtelser. 

Jeg tænkte på, hvad jeg skulle bruge denne totale fri eftermiddag til: 

Hvad kan jeg lave som jeg ikke kunne, hvis mine drenge var hjemme. 

Se det er faktisk lidt svært at vide hvad man skal når man er så vant til at have ansvaret. Men hurtig fandt jeg frem til, hvad jeg ville nyde at gøre HELT alene. 

Jeg ville gå mig en lang lang tur. 

Det kan jeg faktisk godt gøre hver dag, men jeg får ikke taget mig sammen når der er nogen hjemme, det er jo så hyggeligt i familiens skød.

Så på med frakken, handskerne og huen og afted på en meget lang tur langs den dejlige strand. 

Nød blæsten, nød at løbe lidt væk fra bølgerne og nød især at hoppe fra sten til sten. Opdagede pludselig HVOR meget jeg nyder at være tæt på havet.

Jeg har tidligere skrevet om min facination af sten. 

At holde om de runde "bløde" rullesten langs standkanten.

At hoppe fra sten til sten.

At høre vandet slå imod stenen.

At se fuglene sidde på udkig på hver deres sten.

At kaste sten i havet.

At nyde deres meget forskellige udseende.

Og her er stranden i Hirthals bare helt perfekt. Alle disse ting kan jeg nyde mens jeg går min tur.

Aldrig mere sko på gulvet...håber jeg

Leif fik sat hylderne i vores bryggers op i dag. Det var ikke så lige til, idet han skulle bore ind i en beklædt murstensvæg, hvilket betød at man ikke sådan uden videre vidste, hvornår man ramte en mursten og hvornår man ramte en fuge som så fik boret at glide sidelæns...og så kunne Leif ellers hygge sig med at lave det hele om.

Reolen som skulle være så ligetil og nem at sætte op, havde andre planer. 

Samtlige hylder måtte bores for og lægges på hyldeknægtene, som allerede var sat på skinnerne. Og først derefter kunne man skruer hylderne fast i hyldeknægtene. Logisk ikk' 

Hele arbejdet blev også besværliggjort da vi uheldigvis havde fået sat den midterste hylde på først og afstanden imellem hylderne var kortere end vores skrueblad. Vi følte os lidt som Molboer. Men efter et par timer havde vi den reol, som jeg har længtes efter at få, fra den dag jeg så den første gang hjemme hos nogle venner. Men min længsel efter en hylde var åbentbart fortrængt og dukkede først op igen da jeg så hyldeskinnere, hyldeknøægte og selve hylderne på tilbud I XL-byg i denne uge.

Følte mig lidt som hende den Filipinske presidentsfrue da jeg satte alle vores sko på hylderne. Hvor alle de sko kom fra aner jeg ikke, men nu er jeg ikke længere forbavset over at jeg altid faldt over sko, hvis jeg ikke så mig får, når jeg gik i vores bryggers.

Katten udenfor er et kapitel for sig, nu er klokken blevet mange så det kapitel kommer en anden god gang.

Gaver

Da Samuel blev født tilbage i 99 ville mange af mine amerikanske pennevenner godt lykønske mig med en gave. Jeg fik bl.a. blomster, baby tøj og quiltet tæppe og pude. Jeg var selvfølgelig overvældet. Tænk at mennesker som jeg aldrig havde mødt og nok aldrig ville møde ville sende en gave til mig og Samuel og ydermere bruge tid på at quilte et tæppe og pude til os. 

Én af gaverne som havde 6 måneder undervejs var en bondegård. Min penneveninde fra Michigan sendte den. Der blev skrevet mange email som handlede om hvor den gave mon var blevet af. Jeg vil næsten kalde det mirakuløst kom postbuddet en dag med gaven. Den var ikke pakket ind i andet end dets orginale emballage med stort billede af den dejlige bondegård som

 var inde i pakken, der var sågar også pris på pakken $40 (det var dengang en dollar næsten var 10 kr værd). Da jeg så pakken undrede det mig faktisk at pakken VAR kommet frem.  

Mine drenge er nu vokset fra bondegården, og så er det tid til at give den videre til nogle drenge som sikkert også vil have megen glæde af den. Min lillesøster Súsanna og hendes pragtfulde drenge skal også have lov til at nyde gaven som kom uindpakket helt fra USA og havde 6 måneder undervejs. 

Hirtshals

En af de mange ting jeg elsker ved Hirthals er dets barske natur. En tur ned på stranden burde være en selvfølge hver gang, men det er ikke altid jeg har fundet energien til det, men det skal der ændres ved. 

Denne gang tog jeg drengene en tur på stranden, de fik leget og blev plørevåde, men havde haft en pragtfuld time ved stranden inden vi tog hjem for at få varmen igen.

Ting jeg godt kan lide i vores hjem

Vores uundværelige brændeovn. Den skaber ikke kun varme men er for mig lig med hygge.

Jeg kan faktisk godt lide når vi har lidt brænde liggende ved siden af vores brændeovn. For mig er det også en del af vores hjemlige hygge.

Jeg synes at en bogreol fyldt med bøger er noget så hyggeligt og enormt interessant og sigende om det hjem man besøger. Derfor værdsætter jeg vores stadig voksende bogreol enormt meget.

Smukke ting

Jer som følger bare lidt med her på siden har nok set at jeg/vi er i gang med den store 'muge-ud' process. Bl.a. fordi jeg er overbevist om at det stresser mig at leve trangt og rodet, og for at de ting der er smukke kan træde mere frem.

Inspireret af diverse blogs jeg har læst på det sidste om folks smukke ting vil jeg de næste par dage lægge nogle billeder af ting jeg elsker i mit hjem.

Sten. Min mor har altid samlet sten og det må jeg åbentbart have arvet og så sandelig også mine drenge. Vi ville have en enorm samling hvis alle sten skulle gemmes, istedet for har jeg valgt at beholde de smukkeste=mest runde og blanke og lækre at rører ved. 

Et af mine mors smukke malerier som hænger sådan at jeg kan nyde det når jeg sætter mit på vores sofa. Jeg elsker det maleri og dets farver og smukke former.

Samuels klaverspil

Samuel har nu spillet klaver i 1½ år. Første år fik han 15 min. umdervisning om ugen. I år har han valgt at få 25 min, fordi han var så glad for sine 15 min sidste år.

Vi nyder at høre at han bliver dygtigere for hver gang.

Her spiller han 1/3 af ugens lektie:

Organisering af rod

Jeg er i en process at komme af med al unødvendig rod.
Ok ordet rod er Leif og jeg nok ikke helt enige om, men jeg vil af med alt unødvendigt "rod" i vores hus.

Min krea-skole-arbejdskasse stod først for skud. Der var ikke mange ting der røg, men lidt og så blev kurven om ikke andet organiseret lidt bedre. Kurven her er i øvrigt Jonathans ynglings pille-med-beskæftigelse. 

Når jeg er blevet rask skal vores badeværelser har en tur, samt køkkenet og så ikke mindst vores bryggers som mere og mere ligner et magnetfelt for rod.

Godt at der snart er vinterferie, hvor jeg kan nå noget af det.

Små hjælpsomme hænder

Jeg læste engang om Inuitterne i Canada, som var forundrede over at vi i den vestlændske kultur sagde tak til vores børn når de hjalp os med de huslige pligter. Hos dem var det børnene som sagde tak når de fik lov til at hjælpe. De opfattede det simpelhen som en gave at få lov til at lære noget om livet, noget de kunne bruge resten af deres liv.

Vores drenge har nogle små daglige eller ugentlige pligter. Det er ikke altid med et smil på læben at de bliver udført, og det er ALDRIG med et "tak mor/far" men de bliver gjort.

Hver lørdag skal de bære og stable brænde som Leif har hugget. Opvaskemaskinen skal tømmes hver gang den er fyldt med rene tallerkner. En gang imellem skal skraldeposen bæres ud, nyvasket tøj skal lægges på plads og så skal værelset være ryddeligt inden de går i seng.

Nogle af disse opgave er oppe til diskussion en gang i mellem eller hver gang de skal udføres.

En opgave som de ikke har, men som de gerne vil have er at hjælpe far med at lave mad. Her på det sidste har de "hjulpet" ham næsten hver dag. Efterhånden ved de hvordan og hvad de skal lave så de faktisk er en hjælp.

Vi tror det er vigtigt at de lærer at det at være i en familie betyder at man er fælles om en del opgaver. Men at de opgaver de får er af en sådan art at de er til at overkomme og ikke nogle der tager timer. Det er små 10-20 min. opgaver.

Hvor er stop-knappen?

Nogle gange går livet bare for stærkt for en snart halvgammel kone som mig. 

Januar er over - 31 dage er gået af det nye år og jeg føler at jeg dårlig nok nåede at vågne før måneden var over. Januar gik så hurtigt at jeg nåede ikke at nyde den. 

Tempoet i det liv vi lever er tit ALT for højt. Og så ved jeg at mange af vores venner lever i en endnu højere tempo. Jeg synes det er synd for dem. 

Hvad er det "vi" i den vestlændske kultur skal nå? Bliver vi så meget klogere end andre, så meget dygtigere end andre, så meget mere perfekte end folk i andre kulture? Jeg tillader mig at tvivle. 

Februar er her og jeg håber at jeg kan lære noget af mit over-stressede liv i januar og LEVE i februar. Jeg er glad for at januar er over for, den type stress-måned burde forbydes. (Som SPU-koordinator er januar altid overfyldt med møder og indkrasning af ansøgninger til vore SH- og alm. specialundervisnings elever)