mandag den 20. december 2010

tyvende

Juleferien er begyndt for alle i huset - undtaget for mig. Men jeg tror jeg hellere ville være på arbejde i dag end det som mine tre mænd i huset har gjort i dag. De har nemlig ventet.
Ventet i over tre timer.
Leif var helt stolt og imponeret af sine sønner - og det fik de også at vide. Stolt over at kunne have dem med til bil-værkstedet, bare for at vente på at bilen blev klar. Og det skulle åbentbart tage mellem tre og fire timer.
De havde hver deres bog med, og fik læst en masse. Samuel havde taget "Tyvenes by", to terninger samt en blyant med. Så var han ellers klar til at skabe sin eget historie. Det endte med at begge drenge sad med hovedet i den spændende historie, som var ved at udvikle sig, hver gang terningerne blev kastede. Da jeg kom hjem fra arbejde, kom de løbende mig i møde for at fortælle mig, at de nu var nået hen til vindeltrappen på anden sal i Det Sorte Tårn.


Her til aften har de færdiggjort fortællingen, de blev dræbt af en vampyr, fordi de på et tidspunkt havde foretrukket nogle guldstykker frem for et løg. "Hvem skulle have troet at et løg ville redde os?" sagde Samuel. Jonathan mente at de straks skulle starte på ny og denne gang tage løget hvis de fik muligheden for det.

Nu er resten af serien bestilt på det lokale bibliotek.

2 kommentarer:

Janne Møller sagde ...

Ja, det er imponerende :-). Det var helt sikkert ikke gået med mine to lopper.

Nu er det ikke den tyvende mere, men den 23., og jeg vil bare ønske dig en rigtig glædelig jul, Solrun :-).

Solrun Koivuneva sagde ...

Tak Janne.

HAr slet ikke haft tid at skrive de sidste to dage...det var ellers meningen med et indlæg hver dag i dec.