Jeg tog en tur til Randers i dag for at købe noget stof til ombetrækning af mine sofa puder - det skulle jeg nok ikke have gjort.
Jeg tillod mig at spørge en af ekspedienterne en ung pige på ca. 20 år med en rædselsfuld piercing i læben om hun ville klippe noget stof til mig. Hun vendte sig om imod mig og sagde med sin gnavne stemme: "ja, ja, MÅ jeg LIGE have lov til at lægge det her stof på plads først" Jeg burde have vidst det allerede der, at jeg bare skulle have lade hende passe sig selv. Men jeg var jo dum nok at tro at hun faktisk skulle lave noget fornuftigt for at få sin løn, men jo længere ind i betjeningen af mig som kunde fandt jeg ud af at hun måske var tvunget ud i at arbejde i en stof butik.
Hun kom og hjalp mig med at klippe stoffet, og jeg var så dum at hjælpe hende med at folde stoffet ud så hun ikke klippede forkert, det skulle jeg nok ikke have gjort. Hun stoppede med at klippe og lagde stoffen anderledes end jeg havde lagt det.
Næste stof hun skulle klippe for mig gik lidt mere gelende.
MEN, så kom vi til det meget tynde næsten gennemsigtige stof som jeg havde tænkt mig (ja, jeg tænker det nemlig ikke længere) at bruge til en tunika med lidt broderi ved halsen.
Da jeg havde set på stoffet første gang, havde jeg bemærket at der var trukket nogle tråde de første 10 cm af stoffet og det gad jeg ikke betale for, så jeg tillod mig den frækhed at fortælle hende om dette. Hun gloede på mig og så på stoffet og sagde at der ikke var noget i vejen med stoffet, men hvis jeg stadigvæk troede at jeg kunne se noget som ikke var der kunne hun bare klippe de første 10 cm af. Jeg var dum nok at sige at det skulle hun ikke bekymre sig om. Og så gik den sure ekspedient ellers i gang med at rive stoffet over ved de 80 cm som jeg havde bedt om. Hun rev so stoffet gik i stykker de næste to meter. Så var jeg igen så fræk at fortælle hende at sådan noget tyndt (og ikke bomuld) stof skulle man klippe og ikke rive, belærte hun mig om at han altid kunne rive stof i stykker. Jeg var lige ved at sige til hende at det havde hun så sandelig lige bevist, men holdt heldigvis min mund.
"Jeg skal nok KLIPPE så lige som jeg nu kan" sagde pigen og begyndte at klippe, jeg kunne se at det var skævt men sagde ingenting, men målte så om stoffen var mininum 80 cm i begge ender, det var det ikke, det var præcis 80 cm i den lange ende og 78 cm i den korte, så endnu en gang var jeg åbentbart lidt for rapkæftet og fortalte hende at stoffet ikke var 80 cm. Hvortil hun svarede meget surt: "Jeg SAGDE jo at jeg ville klippe så lige jeg kunne." Ja, jo måtte jeg indrømme det havde hun jo sagt, men jeg fortalte hende at jeg nu var vant til at man ikke klippede i underkanten men heller i overkanten for at være på den sikre side.
"Altså hvis det viser sig at mangle 2 cm i når du syr, så kan du jo bare komme ned og få de centimetre ekstra" var hendes kommentar, hvilket jeg måtte fortælle hende at det skulle hun ikke regne med.
Kunden har ikke altid ret, det er jeg enig i, men men...der må være grænser.
Jeg tillod mig at spørge en af ekspedienterne en ung pige på ca. 20 år med en rædselsfuld piercing i læben om hun ville klippe noget stof til mig. Hun vendte sig om imod mig og sagde med sin gnavne stemme: "ja, ja, MÅ jeg LIGE have lov til at lægge det her stof på plads først" Jeg burde have vidst det allerede der, at jeg bare skulle have lade hende passe sig selv. Men jeg var jo dum nok at tro at hun faktisk skulle lave noget fornuftigt for at få sin løn, men jo længere ind i betjeningen af mig som kunde fandt jeg ud af at hun måske var tvunget ud i at arbejde i en stof butik.
Hun kom og hjalp mig med at klippe stoffet, og jeg var så dum at hjælpe hende med at folde stoffet ud så hun ikke klippede forkert, det skulle jeg nok ikke have gjort. Hun stoppede med at klippe og lagde stoffen anderledes end jeg havde lagt det.
Næste stof hun skulle klippe for mig gik lidt mere gelende.
MEN, så kom vi til det meget tynde næsten gennemsigtige stof som jeg havde tænkt mig (ja, jeg tænker det nemlig ikke længere) at bruge til en tunika med lidt broderi ved halsen.
Da jeg havde set på stoffet første gang, havde jeg bemærket at der var trukket nogle tråde de første 10 cm af stoffet og det gad jeg ikke betale for, så jeg tillod mig den frækhed at fortælle hende om dette. Hun gloede på mig og så på stoffet og sagde at der ikke var noget i vejen med stoffet, men hvis jeg stadigvæk troede at jeg kunne se noget som ikke var der kunne hun bare klippe de første 10 cm af. Jeg var dum nok at sige at det skulle hun ikke bekymre sig om. Og så gik den sure ekspedient ellers i gang med at rive stoffet over ved de 80 cm som jeg havde bedt om. Hun rev so stoffet gik i stykker de næste to meter. Så var jeg igen så fræk at fortælle hende at sådan noget tyndt (og ikke bomuld) stof skulle man klippe og ikke rive, belærte hun mig om at han altid kunne rive stof i stykker. Jeg var lige ved at sige til hende at det havde hun så sandelig lige bevist, men holdt heldigvis min mund.
"Jeg skal nok KLIPPE så lige som jeg nu kan" sagde pigen og begyndte at klippe, jeg kunne se at det var skævt men sagde ingenting, men målte så om stoffen var mininum 80 cm i begge ender, det var det ikke, det var præcis 80 cm i den lange ende og 78 cm i den korte, så endnu en gang var jeg åbentbart lidt for rapkæftet og fortalte hende at stoffet ikke var 80 cm. Hvortil hun svarede meget surt: "Jeg SAGDE jo at jeg ville klippe så lige jeg kunne." Ja, jo måtte jeg indrømme det havde hun jo sagt, men jeg fortalte hende at jeg nu var vant til at man ikke klippede i underkanten men heller i overkanten for at være på den sikre side.
"Altså hvis det viser sig at mangle 2 cm i når du syr, så kan du jo bare komme ned og få de centimetre ekstra" var hendes kommentar, hvilket jeg måtte fortælle hende at det skulle hun ikke regne med.
Kunden har ikke altid ret, det er jeg enig i, men men...der må være grænser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar