Nogle ting bliver ved med at være populære

Da jeg var barn havde vi en karameldåse med Hama perler som vi flittgt brugte. Vi byggede efter modeller vi kunne se i Hama-perle-blade, og vi fandt selv på meget af det vi byggede. Jeg kan huske at vi sad rundt om dåsen og byggede, kæmpede for at få fat i netop den farve vi selvfølgelig alle havde valgt som hovedfarven til vores motiv. Nogle gange uddeligerede vi opgaven. En fandt perlerne en anden byggede og så byttede vi roller midtvejs.

Her hjemme har vi en plastikskål med låg til vores Hama-perler. De har deres faste plads på bogreolen i stuen. Med jævne mellemrum bliver de fundet frem. Mange gange bliver drengene halvfærdige med et motiv og så skal der bare ske noget andet og perlerne får lov til at rode i nogle dage på stueborden indtil mor her blver træt af dem og beder dem enten om at bygge

 færdig eller at rydde dem væk. Drengene vælger som oftest den første løsning. 

At bygge med Hama-perler er lidt som at bygge lego. Det er ikke nødvendigvis produktet som er vigtigt, men processen. Skøn musik i en lærers øre :) Jeg mener dog ikke at man skal fornægte glæden ved et færdigt produkt.

Sidste weekend byggede Jonathan dette hjeret som stadig ligger og venter på måske at blive strøget, eller måske at ryge ned i æsken med alle de andre Hama-perler. For hvad er vigtigest produktet eller processen?