lørdag den 25. oktober 2014

Ugen der forsvandt - ugerne der forsvinder

Ni dages efterårsferie er for længst over, eller er det nu så længe siden?

Jeg gik på arbejde igen efter ni fridage med en følelse af, at ferien havde været yderst effektiv. Jeg fik plejet den sociale side af mig den første weekend af ferien. Mandag til fredag fik jeg arbejdet en del, ikke noget skolearbejde, men fik ryddet op i bryggers, kontoret, kvistrummet, soveværelset samt i vores gem-væk-for-en-tid-skabe. Den sidste weekend gik med at slappe af sammen med manden. Og ind imellem alt dette fik jeg gået over 100000 skridt, fortæller min nyanskaffede Vivofit.

Mandag morgen var jeg klar til arbejde igen. Og sikke en uge, med masser af mødeaktivitet efter undervisningen, masser af forberedelse, masser af motion og en lille bitte smule socialt liv. Pludselig, næsten uden, at jeg opdagede det, havde jeg weekend igen. Ugen fløj afsted og jeg har ikke brugt mange timer her hjemme, ugen har primært bestået af arbejde, motion og søvn. Vores drenge har så sandelig også haft travlt med skolen. Der har været mange afleveringer lige inden skolehjemsamtalerne som ligger først i november. Min kære mand har også nærmest ligget vandret, og er lige nu stadig på arbejde, selv om det hedder lørdag, og selv om han er under den nye arbejdstidsaftale.

Derfor har dagen i dag - lørdag, indtil videre kun været brugt på sofaen. Jeg har fået skrevet et par arbejdsrelaterede mails, men ellers ingenting.
Det er lidt uhyggeligt, hvor hurtigt tiden går når man har mere end travlt. Jeg ved ikke, om jeg kan lide det. Det er dejligt, at livet ikke er kedeligt og at jeg ikke keder mig, MEN det er nu ikke rart, at ugerne flyver afsted uden, at man får sat sig ned og reflekteret over livet.

Jeg ser frem til uge 49, hvor min kalender - indtil videre, ikke er propfyldt med møder og aktiviteter som ikke er kategorien: "hyggeligt, selvvalgt."

søndag den 12. oktober 2014

Endelig en skrivemaskine



Vores yngste (12 år) har siden han var otte år ønsket sig en god gammeldags skrivemaskine.


Sidste forår så han en til et loppemarked i Hirtshals, men han var på loppemarked ned sin storebror og havde ingen penge med sig. Da vi forældre en time senere kom til markedet, var skrivemaskinen solgt.


I sidste uge kom min farmors gamle skrivemaskine hjem til os via en bekendt, der havde taget den med fra Færøerne. 


Hver dag tager han maskinen frem fra sin nye plads, en plads han selv har valgt, og så skriver han lidt. 
Maskinen trænger til smørelse og et nyt bånd, men det kan altsammen fikses.


Jeg glæder mig over at mine drenge kan finde glæde i en gammel ting og facineres af teknikken og synes, at det gør maskinen ekstra god, at den har tilhørt deres oldemor.


fredag den 10. oktober 2014

Flugt

Vi har på Romalt Friskole haft en meget spændende uge over temaet: "Flugt."

Emneugen blev i dag afsluttet med en fiktiv flugt. Det eneste børnene vidste fra morgenstunden var, at de ingen madpakke måtte medbringe, men til gengæld skulle de fylde deres skoletaske med mange kilo bagage. Dagen ville stå i flugtens tegn.

Kl otte delte de, der skulle hjælpe eleverne med at flygte, alle børnene i grupper på 10-11 børn. Derefter gik turen på gåben igennem "faretruende" terræn, en lang gåtur som ingen uden dem, der skulle hjælpe eleverne med at flygte, vidste hvor ville ende. Ingen vidste, hvor eventuelle soldater, der kunne "skyde" på eleverne eller tage dem som gidsler opholdt sig, men alle vidste, at det ville være en farlig tur de skulle på.

Efter halvanden times gang kom eleverne til en vejspærring, hvor alle børn skulle fremvise legitimation, før de kunne passere. Her blev halvdelen af eleverne dog tilbageholdt af ukendte årsager. Disse børn fik dog senere lov til at passere, efter at være blevet forhørt af vagterne.

Ikke langt fra vejspærringenden blev de tilbageholdte mødt af soldater, der tog en del elever som gidsler, nogle nåede at flygte ind i skoven, alle gidsler blev til sidst frigivet.

To timer senere var alle ankommet sikkert til flygtningelejren, som lå i Romalt Bakker, hvor nødhjælpsfolk fik lavet et bål og uddelte nødrationer til hvert barn.

Dagen sluttede af med at alle børn kom sikkert og godt hjem til skolen igen. Soldaterne havde overgivet sig og krigen var over.




søndag den 5. oktober 2014

"Han er så sød, når han er så ivrig, at hans arm næsten går af led"

Det sagde en lærer på skolen her i ugens løb. Beskrivelsen var af min yngste søn, en hypersensitiv dreng, for hvem skolelivet har været en svær ting. Ikke svært fagligt, han har altid været en meget dygtig dreng fagligt, men socialt har det været meget svært.

Han går nu i sin tredje skole, noget jeg aldrig ville have troede, at en af mine børn skulle udsættes for, men manglende pædagogisk indsigt i min drengs karakter, tvang os at flytte han på en foreløbig skole, mens vi ventede på at hans nuværende skole skulle starte - den åbende sine døre for elever i 2012.

Han har nu gået på Romalt Friskole i lidt over to år. Vi valgte som på alle de andre skoler, at fortælle alle skolens lærere, hvordan vores dreng reagerede og, at hans reaktions-mønster langt hen ad vejen for os "almindelige" mennesker, virkede skørt og voldsomt. Vores dreng er nemlig en af de udadreagerende hypersensitive børn. For det utrænede øje, virker han, når han får sine udbrud, som en hidsigprop og lettere aggressiv. Men når man har læst om hypersensitivitet og har lært vores søn at kende, vil man hurtigt opdage, at han ikke er vred på omverdenen, men på sin egen reaktion. Det vi andre kan opfatte som vrede er ofte slet ikke vrede, men en reaktion på,, at han synes noget er pinligt hvor han ved, at andre ikke finder det pinligt, og så bliver han vred på sig selv over at føle, at det er pinligt.
Dette mønster er ikke ukendt for jer, der kender til hypersensitive børn. Dette er også det der gør, at mange hypersensitive børn bliver tavse og asociale. I skoleregi har de ofte alle svarene, men rækker ikke hånden op, for tænk hvis svaret ikke var korrekt. De opsøger måske ikke klassekammeraterne, fordi de kunne risikere at blive afvist.

Jeg blev så glad over at høre, at min dreng blev fremhævet som den mest aktive i klassen, en man altid kunne stole på havde sin hånd oppe når læreren spurgte om noget på klassen. Og at høre, at andre gerne vil samarbejde med ham, og at det ofte er ham, der spørger som en eller anden vil samarbejde med ham - noget mange hypersensitive børn kæmper med.

For 3-4 år siden havde jeg ikke turde håbe på, at han ville komme til at fungere så godt i en stor klasse (de er 24 elever, og det er den hidtil største klasse han har gået i), en klasse med både 6. og 7. klasses elever, hvor han er blandt de yngste børn.

Vi er så stolte af vores søde, kærlige, hårdtarbejdende, sociale og glade dreng.

Sofalørdag

I dag har jeg haft en sofadag.

Jeg vågnede op tidlig i morgen med fuldstændig tilsnottede bihuler, fik sprayet næsten og lagde mig til at sove igen.
Min mand lod mig sove længe, det var rart, da jeg ikke var til nogen nytte med hovedpine pga bihulerne. Efter min morgenkaffe, lagde jeg mig på sofaen, hvor min mand spurgte om han skulle finde noget på Netflix, HBO eller noget lignende jeg havde lyst at se. Han fandt noget og det endte med at hele dagen blev brugt på sofaen med tv, varm te, næsespray og snotklude.

Jeg skulle have været på arbejde, idet min skole har arbejdslørdag, men jeg valgt at bruge weekenden på at blive rask frem for at arbejde og lægge mig i næste uge.


Trods en totalt ikke-produktiv dag, har jeg nydt at blive forkælet med virkelig lækker aftensmad og en mand der har fundet godt ting for mig at fordrive tiden med.
Drengene har så sandelig også zombet hele dagen, da deres skoledag sjælden ender før kl 15 og køreturen hjem jo let tager mindst 40 minutter, og de sjældent kan komme hjem lige efter sidste lektion, ja, så er der i hverdagen her hjemme sjældent tid til andet en lektier, aftensmad og fritidsaktiviteter, derfor bruger de ofte en del af  lørdagen på deres computer, hvor de prøver at få dækket deres ugenlige behov på en dag.

Nu vil jeg se om mine bihuler kan blive tømte for snot vha Zymelin for så vil jeg lægge mig til at sove og forhåbentlig nå bare en lille smule husligt arbejde i morgen og en lille smule forberedelse til den sidste uge før efterårsferien, som jeg glæder mig meget til.

torsdag den 2. oktober 2014

Med 100 km i timen

Dette skoleår er anderledes. Anderledes på mange måder.
Jeg synes ellers at de sidste 4-5 år har været meget anderledes end de første 15 år som lærer.

I år er vores lille, eller efterhånden ikke så lille skole, flyttet ind i spritnye lokaler. En skole der er bygget specielt til os, og som skal udbygges igen om nogle år, fordi vi vokser. Skolen startede i 2012 med 34 elever, og nu to år senere er der 112 elever.
I år er jeg blevet souschef på skolen. En titel og kasket jeg lige skal vænne mig til.
I år afslutter min ældste søn sit grundskoleforløb og jeg er hans klasselærer, og jeg nyder det.
I år underviser jeg 29 lektioner om ugen - i hvert fald det første halve år.
I år sidder jeg med til bestyrelsesmøderne en gang om måneden.

Jo, i sandhed dette skoleår er anderledes, hårdere end tidligere, men heldige mig, vi kan alle fire køre afsted i samme bil om morgenen, gemalen kører og jeg læner mig tilbage og nyder ikke at skulle være fører af bilen. I løbet af dagen ser jeg mine drenge, jeg underviser dem sågar en del timer. Og så bliver vi hentet ved firetiden og igen læner jeg mig tilbage og nyder at få talt dagen igennem med min mand.

onsdag den 1. oktober 2014

Måske skal jeg op på hesten igen

Det er nu efterhånden nogle år siden jeg sidst satte mig ned og tastede løs på tastaturet for at nedfælde min dagligdag som kone, mor og lærer. 
Tiden er fløjet afsted og om kun ni måneder er min titellisten vokset betydeligt. Den 7. juli vil den lyde som sådan:

Kone til en halvt århundrede år gammel mand
Sølvbryllupsbrud
Mor til to teenagere
Lærer
Souschef
Designer af tasker

... og så alle de små men bestemt ikke ubetydelige titler som: Strikkeglad kvince, café-besøgs-elsker, undervisningsmateriale producent, livsglad og forhåbentlig stadig en glad kvinde.

Om jeg får tid til at skrive jævnligt vil vise sig, men intentionen er der.