"Han er så sød, når han er så ivrig, at hans arm næsten går af led"

Det sagde en lærer på skolen her i ugens løb. Beskrivelsen var af min yngste søn, en hypersensitiv dreng, for hvem skolelivet har været en svær ting. Ikke svært fagligt, han har altid været en meget dygtig dreng fagligt, men socialt har det været meget svært.

Han går nu i sin tredje skole, noget jeg aldrig ville have troede, at en af mine børn skulle udsættes for, men manglende pædagogisk indsigt i min drengs karakter, tvang os at flytte han på en foreløbig skole, mens vi ventede på at hans nuværende skole skulle starte - den åbende sine døre for elever i 2012.

Han har nu gået på Romalt Friskole i lidt over to år. Vi valgte som på alle de andre skoler, at fortælle alle skolens lærere, hvordan vores dreng reagerede og, at hans reaktions-mønster langt hen ad vejen for os "almindelige" mennesker, virkede skørt og voldsomt. Vores dreng er nemlig en af de udadreagerende hypersensitive børn. For det utrænede øje, virker han, når han får sine udbrud, som en hidsigprop og lettere aggressiv. Men når man har læst om hypersensitivitet og har lært vores søn at kende, vil man hurtigt opdage, at han ikke er vred på omverdenen, men på sin egen reaktion. Det vi andre kan opfatte som vrede er ofte slet ikke vrede, men en reaktion på,, at han synes noget er pinligt hvor han ved, at andre ikke finder det pinligt, og så bliver han vred på sig selv over at føle, at det er pinligt.
Dette mønster er ikke ukendt for jer, der kender til hypersensitive børn. Dette er også det der gør, at mange hypersensitive børn bliver tavse og asociale. I skoleregi har de ofte alle svarene, men rækker ikke hånden op, for tænk hvis svaret ikke var korrekt. De opsøger måske ikke klassekammeraterne, fordi de kunne risikere at blive afvist.

Jeg blev så glad over at høre, at min dreng blev fremhævet som den mest aktive i klassen, en man altid kunne stole på havde sin hånd oppe når læreren spurgte om noget på klassen. Og at høre, at andre gerne vil samarbejde med ham, og at det ofte er ham, der spørger som en eller anden vil samarbejde med ham - noget mange hypersensitive børn kæmper med.

For 3-4 år siden havde jeg ikke turde håbe på, at han ville komme til at fungere så godt i en stor klasse (de er 24 elever, og det er den hidtil største klasse han har gået i), en klasse med både 6. og 7. klasses elever, hvor han er blandt de yngste børn.

Vi er så stolte af vores søde, kærlige, hårdtarbejdende, sociale og glade dreng.