lørdag den 30. januar 2010

Langsom lørdag

En langsom lørdag. Det er lige sådan en jeg havde brug for. Jeg fik lov til at sove længe - rigtig længe endda. Da jeg endelig havde fået øjne havde Leif brygget kaffe. Inde i køkkenet kom Leif mig i møde og tilbød at bage amerikanske pandekager til os alle, samt lave spejlæg, noget vi nyder at nyde en langsom lørdag. Mens vi snakkede begyndte han at lave sjov, jeg grinede og grinede. Ja, det var lige før jeg skulle på toilettet. Tårene trillede ned af mine kinder. Sikke en dejlig måde at starte dagen på.

Nogle timer med strikketøjet blev det også til. Jeg VIL bare blive færdig med denne cardigan i aften.
Og så lidt "leg" med min computer. Eller arbejde er nok mere betegnende. Lidt vasketøj fik jeg også fra hånden - lidt skal tages bogstaveligt.

Drengene blev sat på arbejde. Jonathan skulle tømme opvaskemaskinen.

Samuel skulle stable brænde sammen med sin overnatningsven.

Nu er klokken allerede ved at være sengetid for drengene, så tror jeg Leif laver endnu en kande kaffe og så skal jeg igen på sofaen og strikke.

Alt i alt en dejlig lørdag, en sådan en af slagsen man ikke praler af, men som jeg elsker at få en gang imellem. En rigtig god opladningsdag. I morgen står den på kirke og hyggeligt samvær med en del af vores nære venner. Det giver også en masse energi.

fredag den 29. januar 2010

Sådan begyndte weekenden

Jeg kom hjem med 4 mandfolk og ikke kun de to jeg plejer at tage med mig hjem fra skolen. Samuel havde tagen en klassekammerat med hjem som skal overnatte, og Jonathan havde Oscar, klassens hånddukke.
Jonathan hygger og nusser med bamsen som egentlig slet ikke er en bamse men en abe. Samuel og klassekammeraten har hygget sig med at spille Roblox.

Men vores weekender starter dog altid med at Samuel sætter sig ved klaveret og spiller ugens nye klaverlektie igennem. For det meste med store entusiasme, hvis han har fået et par stykker for som han synes lyder godt. Andre gange med et gnavent udtryk, hvis han ikke kan lide melodierne. I dag var han glad og spændt på at spille stykkerne igennem. Det lød faktisk også helt godt. Jeg elsker når han spiller på sit keyboard.
Historien er helt en anden når lillebror spille. Han vil være god, det der med at træne, og så endda nogle gange træne samme stykke flere gange, det passer ikke lige til hans temperament. Men hvad det er vist helt normalt når man kun er syv år.


torsdag den 28. januar 2010

Liv og død

Sneen smeltede en del i går, nu fryser den til is.

Snemanden som blev bygget på selveste juleaften har næsten ladt livet nu. Snehule drengene byggede har mistet sit tag.
Men udenfor høres fuglesang. Jeg ser småfugle der pludselig foretrækker knopperne på træerne frem for de korn jeg smider ud til dem.
Er det ikke bare skønt at når noget forfalder vokser noget andet frem.

onsdag den 27. januar 2010

Dryp, dryp, dryp

Den står vist på vand her i dag. Udenfor smelter sneen og der høres dryp fra nedløbsrørene og drengene er med farmand i svømmehallen. Så de får nok af vand i dag.
Jeg sidder på sofaen og hygger mig med mit nye strikkeprojekt og en god kop te, og så med en brændeovn der igen varmer og giver hygge. Jeg er heldig. Heldig at min søde mand gider i en ellers alt for travl hverdag at tage sig tid til at bruge nogle timer i svømmehallen med drengene. Heldig at jeg ikke skal med (er ikke den store svømmer). Heldig at jeg får lov til at varme mig i fred og ro i et par timer.

Jeg tror jeg skal forkæle dem lidt når de engang når hjem igen.

tirsdag den 26. januar 2010

Så er der varme igen

Minus 17 grader eller deromkring, det var hvad der mødte os i morges da vi vågnede. Oljefyret har denne vinter kørt og slugt den ene liter olje efter den anden, bare for at holde huset nogenlunde varmt. Brændet som Leif huggede foråret 2009 er ikke tørt nok endnu til at bruge, og det fra årene før er for længst opbrugt. Leif bestilte nyt brænde for anden gang siden vi flyttede her til, men pga sne har vi ikke fået det før i dag.
Så vores dejlige brændeovn har stået gabende tom og kold i flere uger. MEN i dag er der blevet fyret op i den, vi har nemlig fået 7 skovmeter brænde, kløvet og tørt lige til at smide i brændeovnen. Indkørslen er nærmest blokeret af alt brændet men det er en lille bagatel som to raske drenge nok snart skal få bugt med, der ligger jo gode penge i at flytte brænde her i huset :)

onsdag den 20. januar 2010

Snotnæsen der ikke ville mere

Jonathan har mere eller mindre været forkølet siden nytåret, men vi har ikke synes at det har været nok til at holde ham hjemme. Men i mandags hentede jeg er ligbleg 1. klasses dreng, med en mere eller mindre hudløs næse. Så var det pludselig slet ikke svært at tage stilling til om han skulle blive hjemme eller ej.

Inden vi kørte hjem, tog vi et lille smut forbi Føtex som har billig Lego for tiden. Jonathan havde stadigvæk 500 kroner tilbage af de penge han fik i julegave af sin ene omma (Bedstemor). Det blev til tre æsker Atlantic for ialt 160 kroner. Men noget der lignede flere dages sygdom er det godt at have noget nyt Lego.
Der gik mindre end to timer efter vi var kommet hjem, så havde han bygget alle sine tre nye Lego ting, helt alene uden hjælp.

tirsdag den 19. januar 2010

De er vist sultne

Udenfor kommer forskellige slags fugle og spiser de frø vi har lagt ud til dem. Jeg nyder at kunne få dem så tæt på.

Solsorten som guffer, stæren som også tør blive siddende selv om der er bevægelse bag vinduet, mens mejsen og andre småfugle flyver væk lige så snart det bare ligner en bevægelse. Men med lidt tålmodighed fik jeg nogle billeder i kassen.

mandag den 18. januar 2010

Jeg har ikke fået nok

Nej, jeg har endnu ikke fået nok af sneen. Trods snedækket have i mere end 3 uger, ja, nok snarere 4 ugers sne, har jeg ikke fået nok.


Selv om Samuel har været på skadestuen med en stor gabende flænge lige under øjenbrynet, så har jeg ikke fået nok.
Selv om jeg var lige ved at ryge ned på numsen op til flere gange i dag på vej til lægen med Samuel for at få hans sting ud af det sammensyede øjenlåg, har jeg ikke fået nok.

Selv om jeg skal tidligere hjemmefra hver morgen fordi vejene højst sandsynligvis er tildækket af sne igen i løbet af nattens blæst, har jeg ikke fået nok.

Jeg foretrækker denne form for vinter mange mange gange frem for sidste års uendelig lange efterår som sluttede når sommeren kom. Jeg er stor tilhænger af de fire årstider. Tænk at leve i et land, hvor vi heldigvis for det meste har fire årstider - det er jeg taknemlig for. Jeg synes det er svært at blive vinterdeprimeret, når jeg kigger ud af vinduet og kan se drengenes snehule eller en halv snemand bygget selveste juleaften.
Jeg synes det er endnu sværere at blive deprimeret når jeg er ude at kælke med drengene, især når jeg selv tager en tur eller to. Gratis rutchebane-kørsel inklusiv diverse hop på vejen ned, det er ikke at kimse af.
Jeg hører en del bymennesker brokke sig over sneen, men jeg bor ikke i byen hvor sneen hurtigt bliver brun og kedelig, så jeg nyder al den kridhvide sne lige udenfor.

torsdag den 14. januar 2010

På arbejde igen

Efter to måneders stress-relateret sygefravær er jeg så småt begyndt på arbejdet igen. Det er dejligt men HOLD DA OP DET ER HÅRDT. Jeg har ikke tid til noget som helst - eller sådan føler jeg det. Og så er jeg kun på arbejde godt og vel 10 timer - på papiret,for som lærer er 10 timer pludselig mindst 20 timer.
10 undervisningstimer = mindst 5 timers forberedelse + et par timers møder.
Jeg er glad for at være kommet i gang igen, glad for at både lægen og stresskonsulenten jeg var til møde med i går siger at jeg er kommet langt. Men lige i dag føler jeg ikke at jeg er kommet langt. I dag er jeg bare godt gammeldags smadret. Dejligt at jeg så lige hvade fri i dag og kunne tillade mig at slæbe dynen med ned i stuen og lægge mig der med min skål havregryn og bagefter en god kop Kvæde te og så ellers bare dovne den af, inden huset om lidt fyldes af drenge der vil lege og larme.

Kameraet ligger i bilen så billedet må vente.