tirsdag den 9. november 2010

Det burde forbydes


Jeg har svært ved at vågne før kl seks om morgenen. Vækkeuret ringer igen og igen...jeg snoozer det, i håb om at jeg så orker bedre om fem minutter, men det gør jeg ikke.
Klokken seks SKAL jeg ud af sengen, det skal resten af familien også.
Den ene tripper ned i stuen og skynder sig at få tøjet på, en anden sniger sig langsomt ned af trappen, indtil han kan se at hans yndlingssofa er ledig og så lægger han sig under tæppet for at sove videre, en tredie er hurtig under den iskolde bruser. Og så er det mig...jeg sniger mig under tæppet til ham der synes at det skulle forbydes at blive vækket så tidlig. Langsomt vågner vi to.

Efter femte minutter må og skal jeg igang med morgenmaden, imens prøver jeg at overtale den yngste - ham under tæppet om at han skal prøve at få tøjet på inden jeg kommer ind med morgenmaden. Det lykkes en ud af fem gange.

Allerede klokken 6.45 melder farmand ud at nu skal de to knægte til at skynde sig, han giver dem 5-10 minutter til at komme ned i bilen. Nogle morgener går det som smurt, men jo længere vi når ind i vinteren jo større chance er der for at farmand må komme ind igen og spørge hvor de bliver af.

Det sjove eller måske mere det mærkelige er at den ældste dreng, ham der hurtig er i tøjet, er altid den sidste ud af døren. Han har glemt både det ene og det andet. Madpakken, en skolebog, jakken eller mobilen. Et par gange ind og ud af hoveddøren bliver det jævnlig til inden han ER klar.

Så har jeg en halv time alenetid inden jeg skal afsted. Nu er det min tur at skynde mig, morgenmad, bad, tandbørstning og tid til at glo ud i luften. Jeg nyder denne halve time.

3 kommentarer:

Eva sagde ...

Jeg starter min morgen lidt i 5 for at have lidt tid for mig selv til at vågne med kaffen og computeren. Det nyder jeg også.

genta123 sagde ...

åh nej det lyder hårdt, specielt for børnene, men de kender jo ikke til noget andet.

Trine sagde ...

Årh, hvad!
Og jeg troede kun det var mig der havde en kæmpedreng i huset, som altid liiiige har glemt ét eller andet eller skal huske noget dims, som selvfølgelig er blevet væk...
Mens vi andre selvsagt sidder ude i bilen og venter. Og venter.

God fornøjelse med ham og jeres morgener, siger jeg bare! ;-)