Man skal passe på når man roser, det burde jeg have tænkt før jeg her til aften satte mig ved siden af Samuel og roste ham for hans fantastiske flotte arbejde med at dekorere sin Ole Lund Kirkegaard mappe - det er lektie til på tirsdag. Jeg tænkte ikke på at på den anden side af mig sad 
lillebror - den altid jaloux lillebror. Pludselig opdagede jeg, at Jonathan holdt sig for øjnene og kæmpede med ikke, at begynde at græde.Skulle jeg være stoppet med at rose Samuel? Nej, absolut ikke, han fortjente ros og det skal være muligt at rose den ene uden, at den anden føler sig forbigået. Jeg mener, at vi som forældre virkelig har prøvet at lære vores drenge, at det føles godt at rose og, at det føles godt at høre, at en af ens familie får ros, men det er ikke altid så ligetil.
Efter min ros til Samuel måtte jeg bruge tid på at fortælle Jonathan, at han så sandelige også var en dygtig dreng og, at jeg så sent som i eftermiddag havde beundret hans kunsværk der hænger på væggen. Han malede i en alder af 5 disse to små malerier:
Jeg fortalte ham, at det nok var de færreste, der ville tro, at det var en dreng på 5 år, som havde malet dem.
Efter den lille pep-talk smilede Jonathan igen og han sagde: "Samuels mappe med sjove tegninger er virkelig flot. Sådan en flot mappe vil jeg også lave når jeg kommer i 3. klasse. Mor hvornår skal vi male malerier igen?"
Hvem kan modstå en sådan forespørgsel? Jeg kan i hvert fald ikke, så i morgen skal vi male.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar