lørdag den 17. januar 2009

Er der noget som hedder 'udsmidningsteknik' og kan det læres?

En gang i mellem får jeg en frygtelig tiltrængt lyst til at kyle det hele ud og rydde godt og grundtigt op i skabe og på hylder. MEN så er det at jeg ser alle de spændende ting og tøj jeg har liggende der. 

I dag fik jeg lyst til at gennemse vores; Leif og min gardrobe. Bunken af bukser hos mig havde nået en højde der gjorde det svært at få den til at balancere uden at vælte ned over Leifs buksebunke som også havde opnået en god højde.

Jeg gik først i gang med Leifs buksebunke. Det var ikke spor svært, jeg ved hvilke af hans bukser jeg ikke bryder mig om og hvilke der er blevet for store og derfor hænger for meget på ham. Piece of cake at muge ud der. Jeg endte nede på 6 par bukser - det er stadigvæk mange, men de er gode og kan stadigvæk bruges til trods for at nogle er fra før vi flyttede fra KBH, ja der er sågar et par fra vores USA-eventyr tilbage i 1990!

Nu har I nok fundet ud af HVOR svært det er for mig at smide ud og hvorfor tøjbunkerne bare bliver højere og højere for hver ny sæson vi går ind i.

Så kom turen til min kolo-enorme bunke bukser og nederdele. PUHA....og hold da op så mange lækre bukser jeg har. Hvorfor går jeg dog aldrig i de bukser? Ejer jeg virkelig stadigvæk de bukser? Gad vide om jeg stadigvæk passer disse her, det må jeg hellere afprøve, jo  minsanten de passer- Tænk engang de blev købt i 1994 og dem havde jeg på til min jobsamtale på Filipskolen. Minderne vælder frem. Og bunken, ja den bliver ikke betydelig mindre. Så jeg måtte igang med endnu en mere kritisk og følelsesløs sortering. Væk med nostalgien og på med den praktiske kasket. Ligemeget hjalp det, jeg fik kun reduceret bunken med tre par bukser og tårnet er lige højt som det var. Måske skal jeg sende Leif op og sortere min bunke, det var jo meget nemt at smide mange af hans bunker til genbrug. Men nej, Leif er MEGET værre end mig når det kommer til at gemme.
Så nu har jeg lagt 5 par bukser i hvis-de-ikke-er-blevet-brugt-indenfor-en-måned-bliver-de-smidt-ud-bunken. Så får jeg at se om jeg kan få min bukse-bunke ned på 8 par bukser fra årgang 2002-2008. 

Gad vide hvordan jeg ville have det med at smide tøj til genbrug, hvis de var mærketøj. Nej jeg tør ikke engang lege med tanken.

Ingen kommentarer: