Jeg læste engang om Inuitterne i Canada, som var forundrede over at vi i den vestlændske kultur sagde tak til vores børn når de hjalp os med de huslige pligter. Hos dem var det børnene som sagde tak når de fik lov til at hjælpe. De opfattede det simpelhen som en gave at få lov til at lære noget om livet, noget de kunne bruge resten af deres liv.
Vores drenge har nogle små daglige eller ugentlige pligter. Det er ikke altid med et smil på læben at de bliver udført, og det er ALDRIG med et "tak mor/far" men de bliver gjort.
Hver lørdag skal de bære og stable brænde som Leif har hugget. Opvaskemaskinen skal tømmes hver gang den er fyldt med rene tallerkner. En gang imellem skal skraldeposen bæres ud, nyvasket tøj skal lægges på plads og så skal værelset være ryddeligt inden de går i seng.
Nogle af disse opgave er oppe til diskussion en gang i mellem eller hver gang de skal udføres.
En opgave som de ikke har, men som de gerne vil have er at hjælpe far med at lave mad. Her på det sidste har de "hjulpet" ham næsten hver dag. Efterhånden ved de hvordan og hvad de skal lave så de faktisk er en hjælp.
Vi tror det er vigtigt at de lærer at det at være i en familie betyder at man er fælles om en del opgaver. Men at de opgaver de får er af en sådan art at de er til at overkomme og ikke nogle der tager timer. Det er små 10-20 min. opgaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar