Hvor ældste søn fik min gamle mobil for ca 2 år siden. 9 år gammel og med egen mobil og alt hvad det indebærer. En gammel slidt kedelige mobil, som der ikke var meget ved at eje. Men den kunne ringe og smse og det var lige det VI (forældre) havde brug for at den skulle kunne. Vi skulle kunne få fat i vores store dreng, lige meget hvor han var.
Denne gamle slidte mobil er nu skiftet ud med en fancy LG viewty telefon - en touch telefon der kan det hele.
Denne nye flotte mobil har der bare været problemer med. Dvs. mobilen fungerer fint, men den er væk i tide og utide. Pludselig er det jo sejt at have den fremme alle vegne. Pludselig er det jo noget ved det at have en mobil.
Først blev opladeren og usb ledningen væk. Alle i huset ledte indtil jeg opgav og bestilte en ny oplader og ledning.
I weekenden var det så telefonens tur til at blive væk. Vi ledte og var temmelig frustrede over at vores ældste IGEN havde sløset med tingene.
Telefonen er fundet. Den lå sågar i skoletasken godt gemt af vejen mellem bøger og hæfter.
Det kommer selvfølgelig an på hvilket ansvar det handler om, det er jeg klar over.
Men Leif og jeg har talt om at det trods alt var nemmere da vi var børn, hvor der ingen ledninger, opladere, telefoner, mp3 afspillere og andre dimsedutter, der koster en mindre formue, som kunne blive væk fra en. Det var højst en bold eller en kjole til dukken.
Hvornår er man stor nok til at tage springet ind i de voksnes rækker? Jeg er bange for, at vi giver vores børn alt for dyre ting, som vi så forventer at de tager vare om, men de er i princippet slet ikke modne til opgaven.
Samuel lærte i lektie med mobilen, men jeg tror Leif og jeg lærte en endnu større lektie.
Det er ikk altid nemt at være barn - ej heller forældre.
2 kommentarer:
og so eru tað vit sum ongantíð verða vaksin ... men um tú finnir fartelefonina hjá mær, kanst tú ringja á heimanr. ;)
haha...
Hevdi bara ilt at dronginum at hann skuldi hava ábyrd av einum so dyrum tingi.
Send en kommentar